Presseomtale Hvad Fanø Gemmer
Lørdag, 15. november 2008 09:12

Pressemeddelelse - Ny Fanø Bog!


”Hvad Fanø Gemmer” er årtiets bog fra Fanø! Og det siger ikke så lidt”    

citat: Marco Brodde, Fiskeri- & Søfartsmuseet, Naturvejl. på Fanø

 

Lørdag d. 15. november 2008, udkommer ”Hvad Fanø Gemmer” på Bogmessen i Forum. Bogen er skrevet af Stinne Berg som til daglig driver egen forretning som frisør og tøjdesigner, hvilket hun har gjort siden 2003.

 

Stinne Berg medlem af Dansk Forfatterforening, og bogen er hendes 4., hvoraf de sidste 3 er udkommet i løbet af det sidste år!
Stinnes Bergs første bog ”Hvad Dragkisten Gemmer” udkom i november 1999. I november 2007 udkom bestselleren ”Mad og Mennesker – Favoritretter fra Fanø”. I denne bog beskriver en række kendte danskere deres forhold til Fanø, og giver deres bud på deres Fanø Livret. I juli 2008 udkom denne bog også på tysk. Og nu udkommer altså “Hvad Fanø Gemmer” d. 15. 11. 2008

 

Fanøs fortid har Stinnes store interesse. "Kender vi ikke vores fortid, kan vi ikke møde fremtiden". ”Hvad Dragkisten Gemmer” og ”Hvad Fanø Gemmer” er en blanding af fiktion og faktion, og handler om drengen Jens, som kommer tilbage i tiden, til Fanø i 1870 ́erne. Jens møder en masse spændende mennesker, og når de taler sammen, foregår det på Fanø-dialekt. Disse to bøger er de eneste, der er skrevet på Fanøs dialekt. Bøgerne skulle gerne medvirke til at børn og unge og ældre får lyst til at vide mere om det lille øsamfund, så Fanø derved kan få en ordentlig fremtid.

 

Som en ekstra feature indeholder ”Hvad Fanø Gemmer” koordinaterne over de steder, hvor personerne befinder sig i de forskellige kapitler, angivet som længde- og breddegrader i samme format som bruges til GPS-enheder og i kort- og billedprogrammer på Internettet. Du kan således tage bogen samt kort og kompas, eller en GPS med ud i Fanøs skønne natur og opleve historien i virkeligheden. Eller du kan på hjemmesiden www.stinneberg.dk finde filer som kan overføres til forskellige slags GPS-enheder og hjælpe til at finde vej, og til at vise bogens steder i programmer som Google Earth.

 

 

Dette skriver Birgit Knudsen om ”Hvad Fanø Gemmer”:


Denne bog giver et lille indblik i, hvordan livet engang var på Fanø. Vi følger med drengen Jens tilbage i tid og opdager, at nutiden er skabt af de mennesker, der levede dengang. Jens fører os tilbage til slutningen af 1800 tallet. Mange historier rækker endda endnu længere tilbage. Vi får en hel del gode historier, vi selv kan give videre, når vi tager rundt på Fanø og Jens vil gerne have forklaringer på alt, hvad der skete dengang. Derfor får vi et godt kendskab til Fanøs historie ved at tage med Jens tilbage i tid.

 

Vi er med både til hverdag og til fest. Der er en fin beskrivelse af, hvordan høsten foregik dengang med datidens redskaber og iført datidens klædedragt, som stadig bliver brugt, når der i dag festes i anledning af de årlige Fannikedage og Sønderhodage. Et kig ned i madkurven og på spisebordet giver os viden om de gamle retter. Retter der stadig spises den dag i dag som f. eks bakskuld.

 

Vi bliver ført tilbage til sejlskibenes tid. Dengang der lå det ene store skib ved siden af det andet i Nordby og i Sønderho. Vores nysgerrighed er stor, når vi læser om de gamle søfolk, der sad på Børsen i Sønderho og fortalte om alt, hvad de havde oplevet på De store Have. Vi får næsten lyst til selv at digte en historie.

 

Der bliver talt dialekt, så tiden bliver også skruet tilbage rent sprogligt. Den nutidige læser må derfor give sig god tid. Men det betaler sig at skrue læsetempoet ned. Bogen er nemlig fyldt med rigtig mange forklaringer. Forklaringer der er gode at have med i rygsækken, når øen skal opleves f. eks på cykel, sådan som mange af dem, der i dag kommer til øen, ofte gør.
De cyklede ikke rundt i slutningen af 1800 tallet. De gik eller kørte i hestevogn, så alting tog meget længere end det gør i dag.


Rigtig god fornøjelse!

Birgit Knudsen, Fagbogsforfatter
Medlem af bestyrelsen i Forfatterforeningen.